Det er under sådanne" parterapeutiske" samtaler uden partneren eller kollegaen, at mine klienter finder veje til at håndtere de vanskelige udfordringer. For overraskende nok kan vi ikke lave de andre om; men mine klienter kan lære at håndtere relationerne med indsigt.

Bliver du nysgerrig på, hvad der sker i det fortrolige rum, så ringer du bare til mig.

Det mulige er oftest objektivt givet som rammer eller livsvilkår, vi som individer har meget svært ved at flytte på, mens forventningerne og vores oplevelse af, hvad der er nødvendigt, er subjektive størrelser, der bor i det enkelte individ, og justeres løbende gennem livet. F.eks oplevede jeg for mange åd siden, at en WC-børste til 8.000 kr. var en nødvendighed, fordi den passede ind i det nyindrettede badeværelse, og det var muligt for mig at købe den.

Min cykeltur fra Piemonte til Halsnæs har jeg oplevet som nødvendig, fordi det var et projekt jeg længe havde ønsket at gennemføre. Og jeg troede faktisk, at det ville være muligt for mig, at cykle godt. 100 km. Hver eneste dag. Men grundet utilstrækkelig træning, alper og ufremkommelige stier, var jeg nødt til at justere på mine forventninger og min subjektive oplevelse af, hvad der faktisk var nødvendigt. Derfor indlagde jeg en bekvem togrejse fra München til Prag, hvorved jeg fik min egen eksistens plaseret bekvemt midt “baloo-terkanten”, der vor det nødvendige, forventningerne og det mulige er i balance. En justering, som jeg faktisk er ganske godt tilpas med.

Og faktisk har jeg på min tur, som lige om lidt er slut, helt gennemgående haft det som Baloo, når han synger:

“Min tid er min egen
Der’ ingen system
Og dagen og vejen
Er ingen problem
Den honningbierne laver til
Får jeg så meget af jeg vil
Og hvis du vender en sten: værsgo’
Der er myrer nok, til os begge to

Det rent og skært nødvendige
Det elementært nødvendige
Der er det som du har brug for på din vej
Det nu og her nødvendige
Gør’ vi må være behendige
Men så det dér nødvendige, er en leg”

Min “honning” får jeg mest på pizzabarer og restauranter, og jeg er nødt til behændigt at sikre mig overnatning undervejs. Men så har “det der nødvendige” faktisk også været en leg. Og den balance i Maloo-trekanten , som jeg med få justeringer har fundet på cykelstierne fra Piemonte til Halsnæs, håber jeg at kunne bringe med hjem til alle nødvendighederne, som skal afstemmes med forventningerne og det mulige. Og da hver dag jo er den første i resten af livet, skal den balancering løbende ske med eksistentiel opmærksomhed overfor alt det, som betyder noget og derfor bliver en del af nødvendigheden.

Og hvad har det egentlig at gøre med 30 porscher og 29 blondiner?

Måske intet, og alligevel ? For jeg har ikke kunnet slippe min oplevelse fra et T-kryds i alperne . Under en pause på vej op, kom der en kortege af godt 30 porscher, som kunne observeres på nært hold, fordi de hver og en måtte stoppe og orientere sig i krydset, inden de svingede ud og med et brøl fra den særlige Porsctilsluttede sig kortegen. Det var tydeligvis en slags klub, på tur, og i alle porcherne var en midaldrende mand ved rattet og en blondine med høje kindben og “Mar a’ Lago- look” i passagersædet. Nej UNDSKYLD – en Porsche var der en krølhåret brunette bag rattet og en mand ved siden.

Jeg holder inderligt af fællesskaber, og hvis det man kan finde sammen om, er sin Porsche og en blondine, er det fint for mig. Jeg forstår det bare ikke, og jeg er nysgerrig på, hvad der eksistentielt binder denne gruppe af godt 60 mennesker , som tager på tur i deres Porscher, sammen. Og jeg kan ikke befri mig for at tænke, om de er faret vild i Baloo-trekanten, så de ikke rigtigt har styr på, hvad der virkelig er nødvendigt – Som jeg selv farede vild, da jeg købte en WC-børste til 8.000 kr.

At eje en Porsche kan meget vel opleves som en nødvendighed for den enkelte for hvem det opfylder et ønske og faktisk er muligt. Det anerkender jeg uden fordømmelse. Men hvad er det så for en kraft, der driver en ind i en klub, hvor man sammen med andre Porsche-ejere kører i kortege i alperne på en lørdag formiddag, og hvad er det der bringer blondiner med høje kindben ind på næsten alle passagersæderne? Hvis du har et bud på det, så gør mig gerne klogere med en kommentar her på min blog.

Befriende læsning, fordi skammen over egen middelmådighed har været min følgesvend gennem livet. Med en indre stemme, som fortalte mig, at jeg var doven, fordi jeg aldrig er gået den “den sidste mil” for at opnå det sublime.

Men i tilbageblik er det jo faktisk accepten af middelmådigheden, der har begavet mig med en enorm erfaringsmæssig rigdom privat og arbejdsmæssigt.

Havde jeg insisteret på at være sublim og haft koncentrationen og den nødvendige vedholdenhed, havde jeg helt sikkert oplevet glæden ved at mestre noget til fuldkommenhed. Men det var kommet med en pris, som jeg ikke var klar til at betale. Og i 68 års tilbageblik er jeg sådan set ganske tilfreds med, at jeg ikke har ofret det, som det ville have krævet af mig, at være blandt de allerbedste til noget overhovedet.

Havde jeg krævet det sublime af mig selv, havde jeg ikke oplevet glæden ved ridning, tennis, badminton, skiløb, marathonløb, cykling og meget af det andet, som jeg mere eller mindre halvhjertet har prøvet kræfter med uden at have løftet mig ud over et jævnt nybegynderniveau. Og arbejdsmæssigt var jeg blevet specialiseret, så jeg aldrig havde nærmet mig alle de forskellige og interessante sager, som jeg har været begunstiget af, ved uforberedt “leg” i den juridiske sandkasse.

Uanset lovprisningen af det middelmådige lever de fleste nok i et kontinuum mellem det middelmådige og ønsket om at være sublime i hvert fald på nogen områder. Det er f.eks svært at finde nogen, der ligefrem er stolte af det middelmådige forældreskab eller det middelmådige parforhold. For når det kommer til de nære relationer, har vi nok alle et stærkt ønske om at være tæt på det sublime; og paradoksalt nok er det netop der vi ofte ender med at fejle ud over grænserne for det middelmådige, som måske endda kunne have været godt nok.

Som de allerfleste vil jeg gerne betragtes som et ordentligt menneske, der har styr på det etiske kompas.

MEN jeg gemmer også på en lille “Black box” af skamfulde handlinger og undladelser i nære relationer og i arbejdsmæssige sammenhænge. Episoder , hvor jeg ikke har ageret med tilstrækkelig omtanke og empati, og hvor dem det gik ud over med god ret kan mene, at jeg ikke agerede ordentligt. F.eks har jeg som chef foretaget opsigelser, som jeg i dag skammer mig over, fordi de pågældende slet ikke fik de chancer, som deres kvalifikationer og engagement tilsagde.

Og sådan er der faktisk mange mennesker, som gemmer på en “Black box” af skam over handlinger og undladelser, som er svære at dele med gode venner og partnere. Og med risiko for, at den ubearbejdede skam påvirker selvopfattelsen af det skete fra , “at jeg gjorde noget forkert” til “at jeg er forkert”, og det er nedbrydende for selvværdet.

I det terapeutiske rum taler vi fordomsfrit om de skamfulde handlinger, og vi arbejder sammen på at adskille det at have gjort noget forkert og det at være forkert. Man kan nemlig godt være et OK menneske, selv om man har handlet “forkert”.

Bagtæppet for mine reflektioner var Dokumentaren : “DU FORSVINDER ALDRIG” af Magnus Bardeleben, og Lisbeth Knudsens velskrevne artikel i Mandag Morgen, hvor hun beskriver hvordan erhvervslivet har formået at spænde AI for en ukritisk vækstmotor, og hvordan de positive fortællinger om AI fylder forholdsvis meget i nyhedsformidlingen i forhold til de kritiske stemmer.

I Magnus Bardelebens dokumentar kommer vi tæt på en familie, som allerede i AI’s vorden i 2023 greb ud efter muligheden for at forevige Stephan, som tragisk og alt for tidligt havde fået en dødelig kræftdiagnose. Der skulle laves en AI genereret avatar, så Stephan på en måde kan forblive en aktiv del af de levendes verden. Så de efterladte fremadrettet kan tale med den kunstige Stephan, og få hans besyv med i stort og småt. Tanken om at Stephan er ved at forlade dette liv, er simpelthen så smertelig, at hele familien vil gå langt for at bevare illusionen om, at Stephan aldrig forsvinder.

Alle , som tyr til at rådføre sig med en AI-bot, ved hvilken potent kraft der er i teknologien, som endda kun er i sin spæde vorden. Fra samtaler med klienter og bekendte ved jeg, at mange på daglig basis allerede bruger en AI-bot som samtalepartner om spørgsmål, som ellers har været forbeholdt samtaler i nære relationer. Det kan være spørgsmål som:

Er min kæreste mon narcisist? Hvad skal jeg lægge i, at min date sagde, at …. ? Hvordan skal jeg responder på min chefs urimelige krav ?

Vi er altså allerede der, hvor mange har en intim relation til en ai-bot, som de kan dele sårbare følelser med; sådan som Stephans kone Kathrine ønsker at fastholde den kunstige Stephan i sit liv, så så hun kan dele sine følelser med ham, og høre hvad han mener.

Som mennesker er vi grundlæggende bekvemmelige, og vi vælger ofte genvejene og de nemme løsninger i livet. Betragt blot et rullebånd, hvor rørige unge mennesker helt ubevidst tager imod muligheden for passiv transport, selv om meningen med rullebåndet jo er at bringe mennesker lidt hurtigere frem. Derfor griber vi naturligt ud efter de hurtige svar og genveje, som Tech-giganterne frister os med i form af AI; og det gælder ikke mindst, hvis fristelsen indbefatter at lette os fra vores grundlæggende eksistentielle fortvivlelse.

Jeg anerkender, at AI er kommet for at blive, og at denne potente teknologi er i en rivende udvikling, som ikke kan stoppes. Men det er efter min mening bydende nødvendigt, at vi på alle planer ikke mindst politisk og regulatorisk forholder os til, hvordan vi tøjler det monster, som AI ultimativt kan udvikle sig til.

Med AI får vi et forjættende løfte om bedre sundhed, løsning af klimakrisen og ikke mindst vækst, vækst og atter vækst. Og det skrives der mangt og meget om i begejstrede vendinger ikke mindst fra DI og erhvervsorganisationerne. Men som Lisbeth Knudsen så klogt skriver i sit indlæg i Mandag morgen handler AI ikke kun om hvad vi kan. “ Det handler om, hvem vi vil være”

Og jeg er enig med Lisbeth Knudsen i, at vi trænger til en langt bredere og mere mangfoldig samtale om “både potentialer og bekymringer” .

AI er lidt som GPS’en , der hjælper os med at finde vej til lands og til vands. Den er super bekvem, men for mange ikke mindst de generationer, som aldrig har levet uden, har prisen været en total mangel på fornemmelse for geografi og afstande, der ikke måles i ETA med et køretøj.

I takt med at AI overtager stadig flere samfundsfunktioner og forfiner evnen til at efterligne menneskelig empati og sårbarhed, bliver grænsen mellem menneske og maskine gradvist udvisket, og det vil for mange være bekvemt at gribe ud efter maskinen, når livet gør ondt i stedet for at ringe til en god ven.

Og nok så skræmmende vil AI med sikkerhed få kæmpe betydning indenfor komplekse systemer som f.eks den finansielle sektor, energisektoren og infrastruktur. Og om få år vil det være meget få rigtige mennesker forundt at have indsigt i disse systemer. Og jeg spørger mig selv, hvornår det bliver AI, der udarbejder forslag til en finanslov, som ingen politiker vil have den fjerneste mulighed for at gennemskue.

At leve livet er hårdt arbejde på alle planer. Vi er ikke blevet lovet lykke og medgang fra fødsel til grav, og det er en kæmpe eksistentiel opgave at give det hele en form for mening. Personligt vælger jeg hele pakken, som den er, og jeg siger nej tak til at deponere min eksistentielle fortvivlelse hos en AI-bot.

Hvad siger du ?

Det har jeg reflekteret lidt over på dagens cykeletape fra Wasserburg til München i strid modvind og støvregn.

Bagtæppet var, at jeg her til morgen meldte mig ud af min VL gruppe efter 22 år, at jeg i forgårs afmønstrede som formand i Fonden for Socialt ansvar efter 10 år, og at jeg for få måneder siden trådte ud af andre bestyrelser, som jeg i flere år har været engageret i. Alt ud fra mit eget ønske om at fokusere min energi , så jeg kan være mere nærværende til stede i det, som er allervigtigst for mig privat og professionelt ,uden hele tiden at være slave af en kalender og omverdenens krav om tilstedeværelse.

MEN jeg er bare rigtig dårlig til at forlade noget , og jeg kan ikke frigøre mig fra, at disse afslutninger rammer min selvopfattelse af hvem jeg er. For nu er der en masse , som jeg var men ikke er mere. Og hvem er der egentlig under den skaldede isse, når jeg har lagt de store kasketter fra mig.

Og det grundlæggende eksistentielle sprørgsmål er vel, hvem vi egentlig er, hvis vi ikke længere kan definere vores væren med det vi gør. Har vi overhovedet en værdi og eksistensberettigelse, hvis vi bare er men intet gør. Jeg tror det er spørgsmål, som mange stiller sig selv, når de står på karrierens tinder, og ser ned i den uudgrundelige tomhed lige inden pensionsklokkerne ringer ud.

Hvad tror du ?

Min cykeltur, som jeg har tænkt på i et par år, lider nok under manglende konkret planlægning. Først ville jeg køre på en el-cykel, så en racercykel og jeg endte med lidt impulsivt, at købe en Gravelbike, som er en lidt kraftigere racercykel med et stålstel. Og som min italienske cykelsmed grinende sagde til mig: “ It’s vintage”

Efter de første små 800 km. på stier og små veje savner jeg min godt 10 år gamle BMX-cykel med fjedrende forgaffel. For som i livet er det godt at have lidt støddæmpning med, så man bedre kan modstå de slag, der altid kommer.

Når man cykler på hullede og stenede stier, bulet asfalt underløbet af rødder; og bare lige overser en sten på vejen, så får man kontant afregning uden en fjedrende forgaffel. Men det sagt, så mærker jeg jo også underlaget jeg kører på, og det er slet ikke så ringe endda.

Ruten er heller ikke planlagt i detaljer, men udvikler sig agilt undervejs. I skrivende stund er jeg nået til den østriske by Wasserburg, og vil i morgen cykle til München. Og derfra tager jeg måske toget til Prag for at fortsætte cykelturen derfra.

Jeg er allerede spændt på, hvad der kommer til mig af tanker og refleksioner i morgen.