AI og eksistentiel fortvivlelse

På dagens korte men bakkede etape fra Ceska Piva til Stráz pod Ralskem i Tjekkiet har jeg reflekteret over, hvordan AI hurtigt og målrettet udfordrer os mennesker som eksistentielle væsener. For vi er jo stadig individer, som hver for sig må forholde sig til valg, ansvar og ikke mindst det grundlæggende spørgsmål om “livets mening”.

Bagtæppet for mine reflektioner var Dokumentaren : “DU FORSVINDER ALDRIG” af Magnus Bardeleben, og Lisbeth Knudsens velskrevne artikel i Mandag Morgen, hvor hun beskriver hvordan erhvervslivet har formået at spænde AI for en ukritisk vækstmotor, og hvordan de positive fortællinger om AI fylder forholdsvis meget i nyhedsformidlingen i forhold til de kritiske stemmer.

I Magnus Bardelebens dokumentar kommer vi tæt på en familie, som allerede i AI’s vorden i 2023 greb ud efter muligheden for at forevige Stephan, som tragisk og alt for tidligt havde fået en dødelig kræftdiagnose. Der skulle laves en AI genereret avatar, så Stephan på en måde kan forblive en aktiv del af de levendes verden. Så de efterladte fremadrettet kan tale med den kunstige Stephan, og få hans besyv med i stort og småt. Tanken om at Stephan er ved at forlade dette liv, er simpelthen så smertelig, at hele familien vil gå langt for at bevare illusionen om, at Stephan aldrig forsvinder.

Alle , som tyr til at rådføre sig med en AI-bot, ved hvilken potent kraft der er i teknologien, som endda kun er i sin spæde vorden. Fra samtaler med klienter og bekendte ved jeg, at mange på daglig basis allerede bruger en AI-bot som samtalepartner om spørgsmål, som ellers har været forbeholdt samtaler i nære relationer. Det kan være spørgsmål som:

Er min kæreste mon narcisist? Hvad skal jeg lægge i, at min date sagde, at …. ? Hvordan skal jeg responder på min chefs urimelige krav ?

Vi er altså allerede der, hvor mange har en intim relation til en ai-bot, som de kan dele sårbare følelser med; sådan som Stephans kone Kathrine ønsker at fastholde den kunstige Stephan i sit liv, så så hun kan dele sine følelser med ham, og høre hvad han mener.

Som mennesker er vi grundlæggende bekvemmelige, og vi vælger ofte genvejene og de nemme løsninger i livet. Betragt blot et rullebånd, hvor rørige unge mennesker helt ubevidst tager imod muligheden for passiv transport, selv om meningen med rullebåndet jo er at bringe mennesker lidt hurtigere frem. Derfor griber vi naturligt ud efter de hurtige svar og genveje, som Tech-giganterne frister os med i form af AI; og det gælder ikke mindst, hvis fristelsen indbefatter at lette os fra vores grundlæggende eksistentielle fortvivlelse.

Jeg anerkender, at AI er kommet for at blive, og at denne potente teknologi er i en rivende udvikling, som ikke kan stoppes. Men det er efter min mening bydende nødvendigt, at vi på alle planer ikke mindst politisk og regulatorisk forholder os til, hvordan vi tøjler det monster, som AI ultimativt kan udvikle sig til.

Med AI får vi et forjættende løfte om bedre sundhed, løsning af klimakrisen og ikke mindst vækst, vækst og atter vækst. Og det skrives der mangt og meget om i begejstrede vendinger ikke mindst fra DI og erhvervsorganisationerne. Men som Lisbeth Knudsen så klogt skriver i sit indlæg i Mandag morgen handler AI ikke kun om hvad vi kan. “ Det handler om, hvem vi vil være”

Og jeg er enig med Lisbeth Knudsen i, at vi trænger til en langt bredere og mere mangfoldig samtale om “både potentialer og bekymringer” .

AI er lidt som GPS’en , der hjælper os med at finde vej til lands og til vands. Den er super bekvem, men for mange ikke mindst de generationer, som aldrig har levet uden, har prisen været en total mangel på fornemmelse for geografi og afstande, der ikke måles i ETA med et køretøj.

I takt med at AI overtager stadig flere samfundsfunktioner og forfiner evnen til at efterligne menneskelig empati og sårbarhed, bliver grænsen mellem menneske og maskine gradvist udvisket, og det vil for mange være bekvemt at gribe ud efter maskinen, når livet gør ondt i stedet for at ringe til en god ven.

Og nok så skræmmende vil AI med sikkerhed få kæmpe betydning indenfor komplekse systemer som f.eks den finansielle sektor, energisektoren og infrastruktur. Og om få år vil det være meget få rigtige mennesker forundt at have indsigt i disse systemer. Og jeg spørger mig selv, hvornår det bliver AI, der udarbejder forslag til en finanslov, som ingen politiker vil have den fjerneste mulighed for at gennemskue.

At leve livet er hårdt arbejde på alle planer. Vi er ikke blevet lovet lykke og medgang fra fødsel til grav, og det er en kæmpe eksistentiel opgave at give det hele en form for mening. Personligt vælger jeg hele pakken, som den er, og jeg siger nej tak til at deponere min eksistentielle fortvivlelse hos en AI-bot.

Hvad siger du ?