At give slip

At give slip og forlade det, som har givet mening og måske enda været definerende for den personlige identitet, er for mange en svær og brydsom proces. Og mange seniorer holder fast i jobs og tillidshverv længe efter udløbstid, ikke fordi de elsker det de gør, men fordi de ikke ved hvem de skal være, hvis de ikke længere skal være dem de var.

Det har jeg reflekteret lidt over på dagens cykeletape fra Wasserburg til München i strid modvind og støvregn.

Bagtæppet var, at jeg her til morgen meldte mig ud af min VL gruppe efter 22 år, at jeg i forgårs afmønstrede som formand i Fonden for Socialt ansvar efter 10 år, og at jeg for få måneder siden trådte ud af andre bestyrelser, som jeg i flere år har været engageret i. Alt ud fra mit eget ønske om at fokusere min energi , så jeg kan være mere nærværende til stede i det, som er allervigtigst for mig privat og professionelt ,uden hele tiden at være slave af en kalender og omverdenens krav om tilstedeværelse.

MEN jeg er bare rigtig dårlig til at forlade noget , og jeg kan ikke frigøre mig fra, at disse afslutninger rammer min selvopfattelse af hvem jeg er. For nu er der en masse , som jeg var men ikke er mere. Og hvem er der egentlig under den skaldede isse, når jeg har lagt de store kasketter fra mig.

Og det grundlæggende eksistentielle sprørgsmål er vel, hvem vi egentlig er, hvis vi ikke længere kan definere vores væren med det vi gør. Har vi overhovedet en værdi og eksistensberettigelse, hvis vi bare er men intet gør. Jeg tror det er spørgsmål, som mange stiller sig selv, når de står på karrierens tinder, og ser ned i den uudgrundelige tomhed lige inden pensionsklokkerne ringer ud.

Hvad tror du ?