Det nødvendige, 30 porscher og 29 blondiner

I sin senest bog “DET HELT NØDVENDIGE”, introducerer Vincent Hendricks det han kalder “Baloo-trekanten” inspireret af Bjørnen Baloo’s sang om “Det allermest nødvendige”. Og det er for os alle et relevant eksistentielt spørgsmål, hvor vi befinder os i trekanten mellem DET NØDVENDIGE; DET MULIGE & VORES FORVENTNINGER .

Det mulige er oftest objektivt givet som rammer eller livsvilkår, vi som individer har meget svært ved at flytte på, mens forventningerne og vores oplevelse af, hvad der er nødvendigt, er subjektive størrelser, der bor i det enkelte individ, og justeres løbende gennem livet. F.eks oplevede jeg for mange åd siden, at en WC-børste til 8.000 kr. var en nødvendighed, fordi den passede ind i det nyindrettede badeværelse, og det var muligt for mig at købe den.

Min cykeltur fra Piemonte til Halsnæs har jeg oplevet som nødvendig, fordi det var et projekt jeg længe havde ønsket at gennemføre. Og jeg troede faktisk, at det ville være muligt for mig, at cykle godt. 100 km. Hver eneste dag. Men grundet utilstrækkelig træning, alper og ufremkommelige stier, var jeg nødt til at justere på mine forventninger og min subjektive oplevelse af, hvad der faktisk var nødvendigt. Derfor indlagde jeg en bekvem togrejse fra München til Prag, hvorved jeg fik min egen eksistens plaseret bekvemt midt “baloo-terkanten”, der vor det nødvendige, forventningerne og det mulige er i balance. En justering, som jeg faktisk er ganske godt tilpas med.

Og faktisk har jeg på min tur, som lige om lidt er slut, helt gennemgående haft det som Baloo, når han synger:

“Min tid er min egen
Der’ ingen system
Og dagen og vejen
Er ingen problem
Den honningbierne laver til
Får jeg så meget af jeg vil
Og hvis du vender en sten: værsgo’
Der er myrer nok, til os begge to

Det rent og skært nødvendige
Det elementært nødvendige
Der er det som du har brug for på din vej
Det nu og her nødvendige
Gør’ vi må være behendige
Men så det dér nødvendige, er en leg”

Min “honning” får jeg mest på pizzabarer og restauranter, og jeg er nødt til behændigt at sikre mig overnatning undervejs. Men så har “det der nødvendige” faktisk også været en leg. Og den balance i Maloo-trekanten , som jeg med få justeringer har fundet på cykelstierne fra Piemonte til Halsnæs, håber jeg at kunne bringe med hjem til alle nødvendighederne, som skal afstemmes med forventningerne og det mulige. Og da hver dag jo er den første i resten af livet, skal den balancering løbende ske med eksistentiel opmærksomhed overfor alt det, som betyder noget og derfor bliver en del af nødvendigheden.

Og hvad har det egentlig at gøre med 30 porscher og 29 blondiner?

Måske intet, og alligevel ? For jeg har ikke kunnet slippe min oplevelse fra et T-kryds i alperne . Under en pause på vej op, kom der en kortege af godt 30 porscher, som kunne observeres på nært hold, fordi de hver og en måtte stoppe og orientere sig i krydset, inden de svingede ud og med et brøl fra den særlige Porsctilsluttede sig kortegen. Det var tydeligvis en slags klub, på tur, og i alle porcherne var en midaldrende mand ved rattet og en blondine med høje kindben og “Mar a’ Lago- look” i passagersædet. Nej UNDSKYLD – en Porsche var der en krølhåret brunette bag rattet og en mand ved siden.

Jeg holder inderligt af fællesskaber, og hvis det man kan finde sammen om, er sin Porsche og en blondine, er det fint for mig. Jeg forstår det bare ikke, og jeg er nysgerrig på, hvad der eksistentielt binder denne gruppe af godt 60 mennesker , som tager på tur i deres Porscher, sammen. Og jeg kan ikke befri mig for at tænke, om de er faret vild i Baloo-trekanten, så de ikke rigtigt har styr på, hvad der virkelig er nødvendigt – Som jeg selv farede vild, da jeg købte en WC-børste til 8.000 kr.

At eje en Porsche kan meget vel opleves som en nødvendighed for den enkelte for hvem det opfylder et ønske og faktisk er muligt. Det anerkender jeg uden fordømmelse. Men hvad er det så for en kraft, der driver en ind i en klub, hvor man sammen med andre Porsche-ejere kører i kortege i alperne på en lørdag formiddag, og hvad er det der bringer blondiner med høje kindben ind på næsten alle passagersæderne? Hvis du har et bud på det, så gør mig gerne klogere med en kommentar her på min blog.