Middelmådighed

Børsen Weekend har et tankevækkende indlæg om potentialet i “middelmådighed” baseret på et interview med Morten Münster, som har skrevet en Spændende bog om emnet.

Befriende læsning, fordi skammen over egen middelmådighed har været min følgesvend gennem livet. Med en indre stemme, som fortalte mig, at jeg var doven, fordi jeg aldrig er gået den “den sidste mil” for at opnå det sublime.

Men i tilbageblik er det jo faktisk accepten af middelmådigheden, der har begavet mig med en enorm erfaringsmæssig rigdom privat og arbejdsmæssigt.

Havde jeg insisteret på at være sublim og haft koncentrationen og den nødvendige vedholdenhed, havde jeg helt sikkert oplevet glæden ved at mestre noget til fuldkommenhed. Men det var kommet med en pris, som jeg ikke var klar til at betale. Og i 68 års tilbageblik er jeg sådan set ganske tilfreds med, at jeg ikke har ofret det, som det ville have krævet af mig, at være blandt de allerbedste til noget overhovedet.

Havde jeg krævet det sublime af mig selv, havde jeg ikke oplevet glæden ved ridning, tennis, badminton, skiløb, marathonløb, cykling og meget af det andet, som jeg mere eller mindre halvhjertet har prøvet kræfter med uden at have løftet mig ud over et jævnt nybegynderniveau. Og arbejdsmæssigt var jeg blevet specialiseret, så jeg aldrig havde nærmet mig alle de forskellige og interessante sager, som jeg har været begunstiget af, ved uforberedt “leg” i den juridiske sandkasse.

Uanset lovprisningen af det middelmådige lever de fleste nok i et kontinuum mellem det middelmådige og ønsket om at være sublime i hvert fald på nogen områder. Det er f.eks svært at finde nogen, der ligefrem er stolte af det middelmådige forældreskab eller det middelmådige parforhold. For når det kommer til de nære relationer, har vi nok alle et stærkt ønske om at være tæt på det sublime; og paradoksalt nok er det netop der vi ofte ender med at fejle ud over grænserne for det middelmådige, som måske endda kunne have været godt nok.